Konference : Når Kirken svigter

28 trossamfund og kirkelige foreninger – herunder DUK – er gået sammen om konferencen ”Når kirken svigter”, som handler om, hvordan man kan opdage og imødegå usunde tendenser eller krænkende adfærd i kristne fællesskaber.

Gennem tiden er der mennesker, som på forskellig vis har brændt sig på kirkelige fællesskaber. Folk er blevet skuffede, udbrændte eller har været udsat for deciderede overgreb og magtmisbrug fra usunde ledere.

”Det er vi nødt til at tale åbent om, så vi kan forebygge usunde tendenser og udviklinger,” siger Mikael Wandt Laursen, generalsekretær for FrikirkeNet og en af de ansvarlige for konferencen.


‍Derfor inviterer en bred gruppe af 28 trossamfund og foreninger fra både folkekirken og frikirker til fyraftenskonference med titlen ”Når kirken svigter”. Her vil man tale om, hvordan kristne fællesskaber kan blive bedre til at forebygge svigt, misbrug og manipulation.

Konferencen henvender sig både til kirkelige ledere og til mennesker, der har brændt sig på et kirkeligt fællesskab.

”Vi håber, at vi kan sende et signal ud om at se egne skyggesider i øjnene – samt at invitere til dialog med nogle af dem, der gennem årene har oplevet kirken som et smertefuldt sted frem for et sted med tryghed,” lyder det fra Mikael Wandt Laursen.

Nogle af de spørgsmål, konferencen vil forsøge at besvare, er:

  • Hvordan spotter man et magtmenneske?
  • Hvad gør man for at undgå seksuelle krænkelser?
  • Hvem sikrer, at al påvirkning sker med respekt, så ingen grænser bliver overtrådt?

Medvirkende er blandt andre seniorkonsulent i Børns Vilkår Bente Boserup, som skal tale om ”Religøst pres i børnehøjde”, samt tv-udvikler og hovedperson i tv-dokumentaren ”Sektlederens hemmeligheder”, Roald Bergmann, som medvirker under overskriften ”Hvad jeg ville ønske, nogen havde fortalt mig”.

Konferencen finder sted den 30. september klokken 16.00-20.00 i Københavns Kulturcenter, Drejervej 15 på Nørrebro, og den livestreames på naarkirkensvigter.dk, hvor der også er flere detaljer om program og medvirkende.

Yderligere oplysninger:

Mikael Wandt Laursen, tlf. 42 42 22 15